GUIDE TIL MINDESTEDET
Martyrerne fra Lübeck
Eduard Müller
Johannes Prassek
Hermann Lange
Karl Friedrich Stellbrink
henrettet den 10. november 1943
HJERTELIG VELKOMMEN!
Den 10. november 1943 blev 4 præster fra Lübeck henrettet: Den evangeliske præst Karl Friedrich Stellbrink og de tre katolske præster Hermann Lange, Eduard Müller og Johannes Prassek. Den nationalsocialistiske folkedomstol („Volksgerichtshof“, en specialdomstol for høj- og landsforræderi i det nationalsocialistiske Tyskland) dømte dem til døden i sommeren 1943. Mindestedet „Lübecker Märtyrer“ har siden 2013 informeret om og dokumenteret det liv, som martyrerne fra Lübeck levede.
HVORDAN BENYTTES DENNE GUIDE?
På de følgende sider vises alle informationstavlerne, som findes i stueetagen og i kælderen, og som også er blevet oversat. Således kan du skridt for skridt bevæge dig rundt i udstillingen. Skærmene på den højre side giver flere oplysninger. Benyt berøringsfladen under skærmen til at navigere frem og tilbage og vælge, det du vil læse om.
I indgangsområdet, når man kommer fra kirken, hænger et stort krucifiks, som har tilhørt Hermann Lange. På væggen er der anbragt informationstavler, der informerer om det liv, Lübecker martyrerne levede (beige del af tavlerne) og om den daværende tid og historie (grå del). Rummet overfor lyses op af en stor vinduesfront, som kunstneren Julia Siegmund har lavet. Det grafiske arbejde består af 17 enkelte vinduesdele, der illustrerer Lübecker martyrernes liv og død. Mellem vinduerne ses store portrætter af de fire martyrer. På bagsiden fås yderligere informationer om martyrernes biografier: audiovisuelt med skærm og headset.
En trappe i enden af rummet (eller elevator) fører ned til den tidligere kulkælder, hvor der til venstre fortælles om det, der skete med lægmændene, som også blev fængslet, og vi får mere at vide om præstegårdens husholderske. På højre side vises saligkåringen. Ligeud er der en dør, som fører ind til mindestedet, mens gangen til venstre fører ind til selve krypten. Her kan man mindes de fire i al stilhed – og bede.
Martyrerne fra Lübeck
Den 10. november 1943 blev fire præster henrettet i et fængsel i Hamborg. De tre katolske præster Hermann Lange, Eduard Müller og Johannes Prassek har gjort tjeneste i Lübeck i Hjerte Jesu-menigheden, og den evangeliske præst Karl Friedrich Stellbrink i Lutherkirken, inden de blev anholdt i 1942 og dømt til døden af folkedomstolen („Volksgerichtshof“, en specialdomstol for høj- og landsforræderi i det nationalsocialistiske Tyskland) i Lübeck.
Hvem er disse fire mænd, som kom til Lübeck i 1934 og 1939/40? Hvorfor ragede de uklar med det nationalsocialistiske diktatur, og hvorfor blev de til sidst henrettet? Hvorfor har man siden 1943 samlet set tilbedt de fire martyrer fra Lübeck, og hvorfor blev de tre katolske præster beatificeret i 2011?
Forhistorie: Fra kejserriget til nationalsocialismen
De fire mænd blev født i det tyske kejserrige, som i det væsentlige var præget af nationalsocialismen, militarisme og antisemitisme. Efter Tysklands nederlag i 1918 i 1. Verdenskrig opstod en revolution, som mundede ud i et demokrati: Weimar-Republikken. I begyndelsen stod den imidlertid under stort pres og blev holdt nede af modsætningsfyldte kræfter, såsom kommunister og tilhængere af kejserriget. Den tyske befolkning lider stor nød også som følge af den dramatiske hyperinflation i 1923. Det unge demokrati fik skylden for disse og andre problemer, selvom det i virkeligheden var kejserriget, der var ansvarlig herfor. Tilliden til den nye statsform svinder. En stor del af befolkningen underordnede sig, og havde samtidig en stærk tro på autoriteterne. Der var derfor ikke grobund for en demokratisk mentalitet.
I 1930 lykkedes det for det højreekstremistiske parti, Nationalsocialisterne, ikke mindst på grund af den verdensomspændende økonomisk krise, der satte ind i 1929, at udnytte befolkningens utilfredshed og få flere og flere vælgere over på deres side. Den 30. januar 1933 bliver Adolf Hitler udnævnt som rigskansler og banede hermed vejen for Nationasocialisternes diktatur.
Lübeck 1933 – 1938
Ligesom det var tilfældet i hele Slesvig-Holsten, var der alle vegne i Lübeck hagekorsflag og uniformerede soldater. Det nye styres aggressive ideologi gav sig bl.a. til udtryk i boykotning af jødiske butikker den 1. april 1933 og i bogbrændingen af den såkaldte „utyske“ litteratur på Buniamshof den 26. maj 1933. Rektor for Lübecks St. Annen-Museum, Carl Georg Heise, bliver fyret, fordi ekspressionisme, som han især var fortaler for, blev klassificeret som „degenereret“ („entartet“).
Politiske modstandere af det Nationalsocialistiske Parti, som f.eks. SPD-politikeren Julius Leber, blev forfulgt. Den katolske menighed Hjerte Jesu fejrede ganske vist i 1933 Christi Legemsfest, en fest, de ikke havde fejret i lang tid, men oplever samtidig som mindretal mere og mere, at diktaturet får sit indtog og interfererer: De katolske skoler bliver opfordret til at lukke.
Den nye, meget nationalsocialistiske, evangeliske biskop Erwin Balzer sørger i 1933 for at få mange regimeloyale præster hentet til Lübeck. Også Lutherkirken får i 1934 en ny præst, Karl Friedrich Stellbrink, der tydeligt tilkendegiver sin nationalsocialistiske, antisemitiske og antikatolske holdning. Men ca. i 1936 sker der en ændring i hans indre, og han ender med at være en diametral modsætning til diktaturet. Efterfølgende blev han ekskluderet af partiet og får også en isoleret position inden for den evangeliske kirke i Lübeck.
Den krig, som fra begyndelsen af var planlagt af NS-styret, afspejledes også i Lübeck. En omfattende våbenproduktion tog sin begyndelse. Flere fabrikker producerede våben og ammunition.
Billedtekster
SA-march ved rådhuset i Lübeck (6. marts 1933)
Våbenfabrik i Lübeck
Pastor Stellbrink og biskop Balzer i anledning af indvielsen af tilbygningen af Lutherkirken i Lübeck
Hjerte Jesu-kirken i Lübeck
Nationalsocialisternes diktatur og kirkernes kamp
Efter den 30. januar 1933 tilintetgjorde nationalsocialisterne målbevidst i løbet af kun få måneder alle demokratiske strukturer i Tyskland. Diktaturets totalitære karakter viser sig primært i bestræbelsen på at kontrollere hvert enkelt liv, også det mest private.
Nationalsocialisterne havde et langsigtet mål, nemlig fuldstændigt at eliminere den kristne kirke som offentlig institution. Den evangeliske kirke blev i stort omfang ensrettet i 1933. Lidt efter lidt opstod en konflikt, hvor den „bekendende kirke“* (opgøret om kirkens binding til staten, fremkaldt af statslige overgreb, navnlig under nationalsocialismen) i 1934 modsætter sig statens båndlæggelse af religionen.
Den katolske kirke har før 1933 samlet set afgrænset sig fra nationalsocialismens ideer og fordømt dele af partiets program som „falske læresætninger“. Alligevel indgik den pavelige kurie og NS-staten i juli 1933 et konkordat for med en sådan aftale at undgå en åben konflikt. Skønt der i denne aftale blev garanteret, at de kirkelige institutioner bibeholdt deres selvstændighed, forbød NS-staten i stigende grad tilstedeværelsen af de katolske skoler, foreninger og udgivelsen af den katolske kirkes aviser. Med de såkaldte „sædelighedsprocesser“ mod de katolske præster forsøgte nationalsocialisterne desuden at så splid mellem kirkens folk og gejstligheden. Med encyklikaen „Ardente cura“ (Med brændende sorg) fra 1937 angriber paven Pius XI. i al offentlighed denne politik, dog uden overhovedet at kunne bevirke en ændring.
Billedtekster
Parlament uden funktion: Den ensrettede Rigsdag 1933
Ideologisk båndlæggelse af ungdommen: „Læren om racen“ som undervisningsfag
Bogbrænding af „utysk“ litteratur den 10. maj 1933 i Berlin
Kirkens march med faner, en demonstration for selvbestemmelse under en katolsk procession i Münster 1936
Paven Nuntius Orsenigo og Hitler ved nytårskuren på hovedkontoret i Berlin
Sjælesorg
I 1939 sendte biskoppen fra Osnabrück, dr. Wilhelm Berning, to unge præster til Lübeck til Hjerte Jesu- kirken, som skulle hjælpe kirkens dekan Albert Bültel: Johannes Prassek og Hermann Lange. I 1940 stødte Eduard Müller til. De har alle tre først studeret i Münster og deltaget i præsteseminaret i Osnabrück. I denne periode oplevede de NS-styrets kamp mod kirken og biskoppen i Münster, Clemens August Graf von Galens bestræbelser på at bevare kirkens ret til selvbestemmelse.
De tre præster får hurtigt anerkendelse og sympati i Lübecks Hjerte Jesu-menighed. Udover gudstjeneste, prædikener og de daglige sjælesorgsamtaler brændte de især for at støtte ungdommen vha. sjælesorgsamtaler. De arrangerede samtaler i grupper for børn og unge og for unge voksne.
Billedtekster
Højtidelighed i anledning af det 25årige biskopjubilæum i 1939 i Osnabrück, fotograferet af Eduard Müller: Biskop Clemens August Graf von Galen og biskop dr. Wilhelm Berning
Albert Bültel (*1887 †1954), præst i Hjerte Jesu-kirken og dekan for provstiet Lübeck
Hermann Lange under præsteseminaret i Osnabrück
Johannes Prassek under hans første messe
Eduard Müller i haven i Hjerte Jesu-menigheden
Angrebet
Med overfaldet på Polen begynder Hitler-Tyskland den 1. september 1939 en racistisk erobrings- og tilintetgørelseskrig. I alle besatte områder starter en nådesløs jødeforfølgelse og drab på den jødiske befolkning. Især i Østeuropa bliver den civile befolkning undertrykt og misbrugt i raceideologiens navn. I løbet af krigen bliver millioner af mennesker fra hele Europa sendt til Tyskland for at arbejde som tvangsarbejdere.
I modsætning til 1914 udløste krigen ikke begejstring i den tyske befolkning. Stemningen var tværtimod trykket. Den forbryderiske karakter, som denne krig havde, kunne de fleste på det tidspunkt i 1939 dog ikke gennemskue.
De førende repræsentanter fra de to kristne konfessioner støttede principielt staten ved krigens begyndelse og opmuntrede menighederne til pligttroskab og til at bede. I modsætning til biskopperne var der nogle præster som ytrede sig væsentlig mere kritisk, og som derfor kom i Gestapos søgelys.
Billedtekst
Med den tyske værnemagts overfald på Polen, den 1. september 1939 begynder 2. Verdenskrig
Kritisk holdning
Samtalegrupperne i Hjerte Jesu-menigheden var ikke kun religiøs undervisning. Præsterne drøftede med deltagerne også etiske og politiske spørgsmål eller viste de unge, hvordan de kunne udvide deres horisont med åndelig frihed, idet de f.eks. fik lov at se „Entartete Kunst“ af Ernst Barlach. Herved modsatte de katolske præster sig nationalsocialisternes diktatoriske forsøg på at båndlægge ungdommen og få dem væk fra forældrenes, skolens og kirkens indflydelse. Netop denne kamp om de unge var medvirkende til, at pastor Stellbrink gennemgik en indre forvandling.
Den nationalsocialistiske stat forlangte, at alle borgere fuldstændigt identificerede sig med krigen. Også inden for dette område kommer de fire præster, helt uafhængigt af hinanden, i konflikt med systemet. Siden 1939 var pastor Stellbrink i stigende grad modstander af krigen og får også en advarsel fra staten. Hermann Lange ytrer sig ud fra sin kristne overbevisning i sine samtalegrupper og siger, at man umuligt kan deltage i en uretfærdig krig og samtidig være kristen.
Billedtekster
Hitler-Jugend i Lübeck
Sammen med de unge bygger Eduard Müller kulkælderen under Hjerte Jesu-kirken om til et ungdomstræf
Katharinen-kirken i Lübeck med tre skulpturer af Ernst Barlach 1929–1932, som først kunne stilles op i 1947, fordi kunstnerens værker var forbudte under NS-tiden
Militærets fremmarch
Efter besættelsen af Polen fortsætter Tyskland i 1940 med sin erobringskrig i det vestlige af Europa. De hurtigt fremtvungne kapitulationer fra Danmark, Norge, Holland, Belgien og Luxembourg, men især Frankrig, får Hitler til at fremstå i sin magts zenit. Erobringen af England mislykkedes i takt med det mislykkede luftslag om England i sensommeren 1940.
Meddelelserne om de utallige sejre, havde til følge at den tyske befolkning gav et bredt og et hidtil ukendt, samtykke til Hitlers politik.
Denne generelle sejrseufori gjorde det vanskeligt for modstandsfolkene, f.eks. arbejderne eller den konservative adel og militæret, at få fjernet Hitler fra magten og elimineret det nationalsocialistiske system.
Billedtekster
Hitler på sit højeste – magtens top: Hitler og generalerne foran Eiffeltårnet i Paris (juni 1940)
Jublende befolkning i Berlin efter Frankrigs kapitulation
Tyske fly under luftslaget om England
Forenet under korset
I 1941 lærte præsten Prassek og pastor Stellbrink hinanden personligt at kende, også selvom det på daværende tidspunkt var fuldstændig usædvanligt, at der kunne opstå kontakt mellem præster fra to konfessioner. Den fælles afstandtagende holdning over for det kirkefjendtlige NS-system og dets forbrydelser gjorde, at de fire præster fra Lübeck voksede sammen til en gruppe, hvor de konfessionelle forskelle trådte i baggrunden. Man drøfter systemkritiske tekster og deler oven i købet også prædikenerne. De lytter til informationerne fra de udenlandske radioer, kopierer og fordeler prædikener, som biskoppen von Galen skrev i 1941. Præsten Prassek kritiserer desuden i forskellige samtaler behandlingen af de polske tvangsarbejdere i Lübeck og hjælper dem sågar hemmeligt ved at afholde sjælesorgsamtaler med dem og hjælpe dem med praktiske ting. De fires aktiviteter kunne blive hårdt straffet af det totalitære system, men de var villige til at betale prisen for det.
Hurtigt kom gruppen i det hemmelige statspolitis (Gestapo) søgelys. Det lykkedes Gestapo at indlemme nogle stikkere, som f.eks. aflagde rapport om de samtaler, der afholdtes i Hjerte Jesu-kirkens præstegård.
Billedtekster
Præstegården, der hører til Hjerte Jesu-menigheden, blev til et mødested for religiøse foredrag, for hemmelig informationsudveksling og til „ytringsfrihedens sidste tilflugtssted“ (Stephan H. Pfürtner)
Polske tvangsarbejdere i Lübeck: Tamara Warlamowa, Anna Krelman, Aniela Grzybowska
Kopier af kritiske prædikener af biskop von Galen, som blev distribueret hemmeligt, og som også de allieredes bombefly kastede ud over Tyskland
Kampen i det indre
Det tyske overgreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 markerede endnu en udvidelse af krigsområderne længere mod øst og dermed også en øget tilstedeværelse af nationalsocialismens forbryderiske politik.
Inden for det tyske riges mure voksede radikaliseringen i forbindelse med kampen mod kirkerne. Systematisk eksproprierede man de katolske klostre, som munkene og nonnerne ledte, og præsterne blev anholdt. Ethvert lille tegn på kritik af krigen eller staten blev forfulgt som en forbrydelse, idet man anså det for „at sympatisere med fjenden“.
Netop i denne situation vakte de tre prædikener, som biskoppen i Münster, Clemens August Graf von Galen skrev, stor opmærksomhed i befolkningen, og skabte dermed en uro, der gik langt udover stiftet i Münster. Biskoppen kritiserede bl.a. den siden krigens begyndelse systematiske henrettelse af psykisk og fysisk handicappede samt psykisk syge personer. På grund af Galens popularitet og den virkning, som hans prædikener udløste, turde NS-styret ikke at gå til direkte angreb på biskoppen.
Billedtekster
Kasimierz Majdanski, biskop for Szczecin-Kamin og tidligere straffefange i koncentrationslejren Dachau 1989 i en rekonstrueret barak i koncentrationslejren. I koncentrationslejren Dachau sad der indtil 1945 over 2.700 præster indespærrede. Begge konfessioner var repræsenteret, og de stammede fra ca. 20 nationer. Heraf døde over 1.000.
„Gemeinnützige Krankentransport GmbH“ (almennyttig sygetransport): I disse busser blev de syge og handicappede dræbt med sprøjter og piller
Ideologiske kampskrifter udgivet af NSDAP, som biskop von Galen er et symbol på „afgudsdyrkelse“ og „hedenskab“
Befaling, med Hitlers underskrift, til at dræbe psykiske og fysisk handicappede mennesker
Clemens August Graf von Galen (1878–1946), biskop fra Münster fra 1933 til 1946, beatificeret den 9. oktober 2005
Anklage
I natten mellem den 28. og den 29. marts 1942 (Palmesøndag) blev Lübeck angrebet af bombefly fra det engelske flyvevåben. Store områder blev ødelagt. Et par dage senere bliver pastor Stellbrink anholdt, fordi han i en prædiken havde kaldt bombarderingen af Lübeck en „guddommelig straf“. Med en bevidst forfalskning af Stellbrinks egentlige ord udnytter NS-staten nu situationen og slog al modstand ned. Også de katolske præster blev anholdt i de følgende uger.
Den evangeliske kirke distancerede sig omgående fra Stellbrink, men biskoppen i Osnabrück, Berning, forsøgte derimod at kontakte de fængslede, hvad der først lykkedes efter flere måneder. De arresterede led under de umenneskelige forhold i fængslet, især i starten, da de blev sat i isolationsfængsel. Samtidig dokumenterer de modtagne breve også, at præsterne havde en ubrydelig tillid til Gud, og at de havde visheden om, at de med rette kæmpede for deres kristne trosoverbevisning og de hermed forbundne menneskeværdier.
Billedtekster
Den ødelagte parade efter bombeangrebet den 28./29 marts 1942
„Fængslet for mænd Lübeck-Lauerhof“
„Varetægtsfængslet i Lübeck“
Identifikationsfotos: Umiddelbart efter anholdelsen i 1942 bliver der taget et billede af Karl Friedrich Stellbrink. Billederne af de tre katolske præster fra juni 1943 er et tydeligt bevis på, hvilke konsekvenser fængselsopholdet på 12 måneder havde.
Radikalisering
Den 20. januar 1942 afholdtes en konference i Berlin ved Wannsee. Her blev der i teknisk og bureaukratisk henseende iskoldt og til mindste detalje planlagt den endelige tilintetgørelse af de europæiske jøder. I de følgende krigsår udførtes disse folkemord i koncentrationslejrene i et helt ufatteligt omfang.
Først i årene 1941/42 tager krigen en vending efter militærets nederlag på Østfronten, og da USA skrider ind i.
De forfærdelige følger, krigen har haft, kommer den civile befolkning nu mere og mere til at føle på sin egen krop: Hundredetusinde af tyske soldater var blevet dræbt langt hjemmefra, og de allierede bombefly øger angrebene på de tyske byer.
Ikke kun de industrielle anlæg og infrastrukturen blev bombarderet, men også de indre byer og boligkomplekser var målene for angrebene. Troen på Hitler og den såkaldte bebudede sejr „Endsieg“, skal rystes i sin grundvold.
Billedtekster
„Selektion“ ved rampen til koncentrationslejren Auschwitz
Den 2. Verdenskrig krævede et helt ufatteligt stort antal døde.
Allierede bombefly over Tyskland
Bomberne ramte og ødelagde de indre byer: Det ødelagte rådhus i Lübeck
Martyrium
I juni 1943 startede forhandlingen i folkedomstolens 2. senat („Volksgerichtshof“, en specialdomstol for højog landsforræderi i det nationalsocialistiske Tyskland), som kørte sagen i Lübeck. Dommen var allerede fastlagt forinden. Alle fire præster bliver dømt til døden for at lytte til fjendens radiosendere, nedgravende virksomhed og landsforræderi ved at sympatisere med fjenden. For at undgå at inddrage den frygtede biskop von Galen, bliver han på Hitlers initiativ slettet i bilagene, selvom han tidligere var blevet anklaget for at have „distribueret Galens prædikener“. Ansøgninger om nåde og den personlige indsats, som biskop Berning og Stellbrink kone lagde for dagen, havde ingen virkning. NS-systemet var tilsyneladende fast besluttet på offentligt at statuere et eksempel på sit had til kirkerne og kvæle kritikken på trods af, at krigen var ved at tage en drejning.
De dømte fanger forberedte sig på afslutningen af deres jordiske liv. Ranke og uden at være blevet knækket hengav de sig til Gud og gik sådan i døden. Afskedsbrevene viser dette på imponerende vis.
Om aftenen den 10. november 1943 fra kl. 18.00 blev de fire præster inden for få minutter henrettet.
Billedtekster
Stedet for „processen“: Domstolen i Lübeck
Forsvarer: Dr. Walther Böttcher, senere formand for Landdagen i Slesvig-Holsten (1954–1959)
Dommer: Dr. Wilhelm Crohne
Uddrag af afskedsbrevene fra den 10. november 1943
Efterligning af guillotinen, som de idømte blev henrettet med i fængslet i Hamborg am Holstenglacis
Begyndelsen til enden
Kapitulationen af den sjette tyske arme i Stalingrad i januar 1943 bliver det afgørende vendepunkt for krigen. I den efterfølgende tid bliver de tyske tropper på alle fronter trængt tilbage. Den tyske befolkning var fyldt med blandede følelser, der gik lige fra forfærdelse og udholdenhed og med tiltagende tvivl på propagandaen.
Nationalsocialisterne reagerer på militærets nederlag med en endnu stærkere radikalisering af deres politik: Således opfordrede propagandaminister Goebbels med sin berygtede tale af 18. februar 1943 i Sportspalast Berlin til den såkaldte totale krig, „Totaler Krieg“. Denne „Totaler Krieg“ betød forstærket forfølgelse og afstraffelse af mennesker, der yder modstand eller kritik mod systemets fremgangsmåde. Således blev for eksempel den 22. februar 1943 studenterne Hans og Sophie Scholl og Christoph Probst, medlemmer af modstandsgruppen „Hvide rose“, henrettet ved guillotinen.
Folkedomstolen under forsæde af Roland Freisler bliver et symbol på en stadigt stigende terror, der foregik under diktaturet.
Billedtekster
Tyske soldater efter kapitulationen i Stalingrad på vej til fangenskab
Med sin „Sportpalasttale“ (Berlin, 18. februar 1943) vil propagandaminister Joseph Goebbels mobilisere den tyske befolkning til den „Totaler Krieg“ på trods af nederlagene.
Symbol på terroren: Folkedomstolen med formanden Roland Freisler
Lübecks martyrer
Nationalsocialisterne bestræbte sig for at slette alle spor og erindringer om de fire præster fra Lübeck. De nægtede at overføre de jordiske rester til familien.
De fleste af de ti afskedsbreve, som de fire mænd skrev den 10. november 1943 til deres familier, biskoppen af Osnabrück og dekan Bültel, blev ikke leveret til modtagerne. Især de to breve, som Hermann Lange og Johannes Prassek skrev til biskop Berning i Osnabrück, og som altså ikke blev givet til familien, begrunder repræsentanter for det nationalsocialistiske system internt med, at de frygtede, „at (...) brevene på en eller anden måde havnede hos de forkerte personer og (...) eventuelt kunne blive misbrugt til en propaganda, der ikke var til fordel for statens ve og vel.
Nationalsocialisterne var fortsat af den opfattelse, at de fire præster fra Lübeck – også efter drabet på dem – udgjorde en fare for systemet, fordi militærets situation i Tyskland på alle fronter blev dramatisk dårligere, og fordi der voksede en indre utilfredshed.
Befrielsen
18 måneder senere var der intet nationalsocialistisk Tyskland mere. Det militære sammenbrud skete i 1944/45 med den komplette besættelse og befrielse af Tyskland, udført af de allierede sejrherrer England, USA og Sovjetunionen.
Den 8. maj 1945 var afslutningen på 2. Verdenskrig i Europa med Tysklands betingelsesløse kapitulation. Resultatet af nationalsocialismens storhedsvanvid med menneskeforagtende racevanvid, terror og tilintetgørelseskrig var mere end 55 millioner døde mennesker – herunder i Holocaust mere end seks millioner myrdede jøder. Hele Europa ligger i ruiner. Millioner af mennesker mister deres hjem.
Anholdte lægmænd
Efter arrestationen af de fire præster anholder Gestapo helt op til efteråret 1942 i Lübeck i alt 18 andre lægmænd. De fleste af dem deltog i samtalerne med de tre katolske præster i Hjerte Jesu-menigheden. De anholdte lægmænd blev ligesom præsterne indespærret i fængslet i Burgkloster og i fængslet Lauerhof. De bliver siddende i fængslet i et helt år, indtil forhandlingen afholdes af den såkaldte folkedomstol.
Gestapo har til hensigt at belaste præsterne endnu mere med vidneudsagn fra lægmændene. Men dette mislykkedes, da ingen af lægmændene vil vidne imod præsterne. Isolationscelle, tortur og intimiderende forhør kunne heller ikke ændre på det. Fængselsforholdene var ualmindeligt dårlige og udmarvende, beskriver Stephan Pfürtner: „Dagenes endeløse monotoni var kendetegnede for dagens forløb udadtil, men netop denne monotoni slog dybe skår indvendigt. Hvad kan du gøre, når den ene dag efter den anden går langsomt, og du sidder i en celle på 2,5 x 3,5 meter, og du ikke har noget at læse i, ikke kan skrive, ikke kan arbejde, ikke har nogen til at nakke med?“ Forhørene med Gestapo koncentrerede sig især, også i Pfürtners tilfælde, om der var en forbindelse mellem studenten og modstandsgruppen „Weißer Rose“ i München, hvad der ikke var tilfældet. Med anholdelsen af lægmændene var deres familier samtidig i en vanskelig situation: De var ikke kun bekymrede for familiemedlemmerne, men blev også sat under pres af staten. Men på samme tid får familierne i den katolske menighed hjælp fra naboer og venner. Da fangerne skulle lave en barak for Gestapo i Lübeck var det til trods for overvågningen så heldigt, at kvinder og børn fik muligheden for at se mændene, i det mindste for et kort øjeblik og give dem madvarer og oven i købet kirkeoblater til afholdelse af den hellige kommunion (nadver).
Under forhandlingen i folkedomstolen bliver 16 af dem idømt mindre fængselsstraffe og med det samme løsladt, da varetægtsfængslingen blev modregnet. De blev klassificeret som værende blevet „forført“ af præsterne. To af lægmændene, nemlig de to, som arbejdsmæssigt var tilknyttet Hjerte Jesu-menigheden blev idømt længere fængselsstraffe for at have lyttet til fjendens radio: Adolf Ehrtmann og arkivmedarbejder, Robert Köster. Han skulle sidde i fængslet i et år indtil oktober 1944. Han døde i 1946.
Adolf Ehrtmann blev idømt fem års fængsel og først løsladt efter krigens afslutning. Som bygningssenator og lokalpolitiker er Ehrtmann efter krigen med til at genopbygge Lübeck.
Husholderske Johanna Rechtien
Johanna Rechtien (*1911 | †1991) er en vigtig støtte for de anholdte præster. Siden 1933 varetog hun husholdningen på præstegården, og hun fortsatte med at arbejde der efter krigen indtil dekan Bültels død i 1954.
Efter arrestationen af de tre katolske præster tager Johanna Rechtien, som Johannes Prassek kærligt kalder „tante Hanna“, sig af tøjvasken og finder altid en mulighed for at smugle små hverdagsvarer ind i fængslet, som f.eks. barbergrej eller varme sweatre. Papir og blyant samt bøger sørger husholdersken ligeledes for, og netop de ting havde stor betydning for præsterne i den endeløse tid i fængslet. Johanna Rechtien går i sin store omsorg for præsterne endnu videre og er også parat til at indgå en risiko. Hun smugler nemlig oblater og vin ind i vasketøjet. Således var præsterne i stand til at afholde den katolske messe. Netop det ikke at kunne afholde en gudstjeneste eller nadveren er for de katolske præster yderst smerteligt.
Desuden hjælper Johanna Rechtien uden at tage hensyn til de fængsledes konfession. Også pastor Stellbrink forsyner hun med disse ting, som det fremgår af et brev, som Karl Friedrich Stellbrink skrev til sin kone. I det brev står der, at hans datter skulle gå hen til husholdersken og sige tak.
De katolske præster beder husholdersken om at tage u-censurerede meddelelser med ud af fængslet. På den måde kunne de tale åbent om deres situation i fængslet.
Johanna Rechtien har med sine aktiviteter vist usædvanligt stort mod for at hjælpe de fire præster. Hun ville selv være blevet anholdt og idømt fængselsstraf, hvis Gestapo havde fundet ud af, hvad hun havde gjort.
Erindring med beundring
Efter henrettelsen af de fire martyrer fra Lübeck den 10. november 1943 begynder personerne i den nærmeste omkreds, primært lægmændene, at ære deres minde med taknemmelighed.
Herudaf udviklede der sig i de følgende år og op til i dag – langt ud over Lübeck – en omfattende erindrings- og mindekultur. Særligt udpræget er denne kultur på steder, som har en direkte relation til de katolske præster.
Første skridt på vejen til saligkåring, den 25. juni 2011
Det er primært de arresterede lægmænd, deres familier og medlemmer af ungdomsgruppen, som husker de myrdedes martyrium. Der udvikles herefter en tradition, som svarer til den økumeniske tilknytning, som martyrerne fra Lübeck havde. Katolske og evangeliske menigheder fejrer hvert år omkring den 10. november mindegudstjenester for martyrerne.
November 1983, den 40. dødsdag for præsterne, etablerede både lægmænd og præster fra begge konfessioner „arbejdskredsen 10. november“, som har til formål at mindes Lübecks martyrer, at pleje mindet om de og bringe budskabet videre.
I 1993, i anledning af 50. årsdagen for henrettelsen af præsterne, blev der i museet Burgkloster afholdt en eftertragtet udstilling om martyrerne fra Lübeck, som informerer om og gør befolkningen opmærksom på arbejdet og martyriet. I samme år blev pastor Stellbrink rehabiliteret af den Nordelbische evangelisk-lutherske kirke. Først herefter var det muligt at ophæve Stellbrinks suspendering fra 1942. Der skulle således gå mange år, før Stellbrinks bedrifter blev værdsat af den evangeliske kirke.
Stadig under Johannes Paul II. begynder i 2004 processen med saligkåring af de tre katolske præster. Initiativet blev taget af ærkebiskoppen fra Hamborg, dr. Werner Thissen.
Den 1. juli 2010 afslutter pave Benedikt XVI. processen med et dekret, hvori saligkåring af de tre katolske præster bliver fastlagt.
Den 25. juni 2011 i Lübeck foran Hjerte Jesu-kirken og under stor deltagelse af kristne fra begge konfessioner afholdtes et højtideligt arrangement til saligkåring af Hermann Lange, Eduard Müller og Johannes Prassek. Denne højtidelighed forbindes med et æresminde om pastor Stellbrink.
Martyrerne fra Lübeck har med deres liv og voldsomme død været et bemærkelsesværdigt eksempel på trofastheden over for trossætningerne. Ifølge den katolske tro har de saglige allerede nået fuldkommenheden hos Gud. Dette erklæres højtideligt i saligkåringen. Den troende menighed kan ære de katolske præster ved bøn og bede om hjælp, beskyttelse eller forbøn.